SØGEMULIGHEDER
Hjem Medier Explainers Forskning & Offentliggørelser Statistik Pengepolitik €uroen Betalinger & Markeder Kariere & Job
Forslag
Sortér efter
PRESSEMEDDELELSE

STYRELSESRÅDET FORBEREDER SIG PÅ UDVIDELSEN

20. december 2002

Styrelsesrådet for Den Europæiske Centralbank (ECB) traf på mødet den 19. december 2002 enstemmigt beslutning om dets forslag til en fremtidig tilpasning af afstemningsreglerne i Styrelsesrådet. Tilpasningen bliver nødvendig i kølvandet på fremtidige udvidelser af euroområdet i en udvidet Europæisk Union (EU). Styrelsesrådets forslag er fremsat i overensstemmelse med "bemyndigelsesklausulen" vedrørende ECB, der er fastsat i Nice-traktaten.

I henhold til de gældende institutionelle ordninger består Styrelsesrådet af de seks medlemmer af ECBs Direktion og op til 15 nationale centralbankchefer. For at fastholde en effektiv og rettidig beslutningsgang i Styrelsesrådet i takt med at antallet af medlemmer stiger betydeligt, vedtog Styrelsesrådet, at antallet af nationale centralbankchefer, der kan udøve stemmeretten, ikke bør overstige 15.

Når antallet af nationale centralbankchefer overstiger 15, vil de kunne udøve deres stemmeret i henhold til en rotationsordning. Medlemmerne af ECBs Direktion vil fortsat altid kunne udøve deres stemmeret. Rotationsordningen er udformet således, at den sikrer, at de nationale centralbankchefer, som kan udøve deres stemmeret, kommer fra medlemslande, der tilsammen er repræsentative for euroområdets samlede økonomi. Som følge heraf vil de nationale centralbankchefer ikke kunne udøve deres stemmeret lige hyppigt. Hyppigheden afhænger af en indikator for den relative størrelse af deres medlemslands økonomi i euroområdet. De nationale centralbankchefer bliver inddelt i forskellige grupper på basis af denne indikator. Inddelingen afgør, hvor ofte de kan udøve deres stemmeret. I starten bliver der to grupper, men så snart der er 22 medlemslande i euroområdet, bliver der tre grupper.

Alle nationale centralbankchefer vil fortsat kunne deltage i Styrelsesrådets drøftelser og deltager i møderne som uafhængige og personlige medlemmer. Princippet om "ét medlem, én stemme" skal fortsat gælde for de nationale centralbankchefer, der udøver deres stemmeret. Styrelsesrådets endelige beslutning bliver formelt vedtaget i form af en henstilling fra ECB, så snart Nice-traktaten træder i kraft, og bliver derefter forelagt Rådet for Den Europæiske Union. Rådet for Den Europæiske Union, i sin sammensætning af stats- og regeringschefer, træffer herefter på basis af denne henstilling og under hensyntagen til Europa-Kommissionens og Europa-Parlamentets udtalelser enstemmigt beslutning om tilpasningen af afstemningsreglerne i Styrelsesrådet. Det vil derefter blive henstillet til medlemslandene at ratificere den vedtagne tilpasning i overensstemmelse med deres respektive forfatningsmæssige bestemmelser. Der sker ingen ændring i den vægtede stemmeafgivelse, som gælder ved spørgsmål, hvor alle de nationale centralbankchefer stemmer som indehavere af kapitalandele i ECB.

UDDYBENDE ORIENTERING TIL PRESSEN

I henhold til forslaget kommer antallet af nationale centralbankchefer, der kan udøve stemmeretten, på intet tidspunkt til at overstige 15. Så snart antallet af medlemslande i euroområdet overstiger 15, træder en rotationsordning for stemmeretten baseret på grupperinger af de nationale centralbankchefer i kraft. Medlemmerne af Direktionen vil fortsat altid kunne udøve deres stemmeret.

Den vedtagne rotationsordning tager hensyn til en række grundlæggende principper, som Styrelsesrådet har henholdt sig til i sine drøftelser.

1. "Et medlem, én stemme" og personlig deltagelse

Alle Styrelsesrådets medlemmer deltager fortsat i møderne som uafhængige og personlige medlemmer, og princippet om "ét medlem, én stemme" skal fortsat gælde for de nationale centralbankchefer, der kan udøve deres stemmeret.

2. "Repræsentativ" ordning

De nationale centralbankchefer, der kan udøve deres stemmeret, skal altid komme fra medlemslande, der tilsammen er repræsentative for euroområdets samlede økonomi. Som følge heraf vil de nationale centralbankchefer ikke kunne udøve deres stemmeret lige hyppigt.

De inddeles derfor i forskellige grupper. Inddelingen sker på baggrund af størrelsen af deres respektive medlemslands andel i det samlede euroområde opgjort ud fra en sammensat indikator for, hvor repræsentativt medlemslandet er. Hovedkomponenten i den sammensatte indikator er medlemslandets bruttonationalprodukt (BNP). I erkendelse af den særlige betydning, som den finansielle sektor har for centralbankbeslutninger, er den anden komponent summen af aktiver på den samlede balance for MFI- sektoren i det pågældende medlemsland. De to komponenters relative vægt bliver 5/6 for BNP og 1/6 for summen af aktiver på den samlede balance for MFI-sektoren.

3. Robust og automatisk ordning

Rotationsordningen indebærer, at gruppernes størrelse og den hyppighed, hvormed de nationale centralbankchefer kan afgive stemme, vil blive justeret, således at ordningen altid vil blive afstemt efter udvidelsen af euroområdet til 27 medlemslande, uanset i hvilken rækkefølge de nye medlemslande optages. De 27 lande omfatter de nuværende EU-lande og de 12 tiltrædelseslande, der står opført i protokollen om udvidelse, der er knyttet til Nice-traktaten som bilag. I lyset af ovenstående principper træder en rotationsordning med to grupper i kraft, i det øjeblik der er flere end 15 medlemslande i euroområdet. Så længe der er færre end 22 medlemslande i euroområdet, foregår rotationen efter følgende regler:

  • Den første gruppe kommer til at bestå af de nationale centralbankchefer fra de fem medlemslande i euroområdet med den største andel i henhold til den sammensatte indikator. Af disse vil fire kunne udøve stemmeretten.
  • Den anden gruppe kommer til at bestå af alle de andre nationale centralbankchefer. Af disse vil 11 kunne udøve stemmeretten.

Afhængigt af antallet af nye medlemslande i euroområdet kan det i begyndelsen blive nødvendigt at tilpasse tildelingen af stemmer i de to grupper for at sikre, at medlemmerne af den første gruppe ikke kommer til at udøve deres stemmeret mindre hyppigt end medlemmerne af den anden gruppe.

Når antallet af medlemslande i euroområdet overstiger 21, træder en rotationsordning baseret på tre grupper i kraft efter følgende regler:

  • Som det er tilfældet ovenfor, kommer den første gruppe til at bestå af de nationale centralbankchefer fra de fem medlemslande i euroområdet med den største andel i henhold til den sammensatte indikator. Af disse vil fire kunne udøve stemmeretten.
  • Den anden gruppe kommer til at bestå af halvdelen af de nationale centralbankchefer fra landene på de efterfølgende pladser, om nødvendigt rundet op. Af disse vil otte kunne udøve stemmeretten.
  • Den tredje gruppe kommer til at bestå af de resterende nationale centralbankchefer. Af disse vil tre kunne udøve stemmeretten.

Det foreslås, at den beslutning, som Styrelsesrådet skal vedtage i forbindelse med den første tilpasning af tildelingen af stemmeretten inden for det system, der består af to grupper, vedtages med to tredjedels flertal blandt alle dets medlemmer. Den samme procedure bør anvendes ved fastsættelsen af de nærmere gennemførelsesbestemmelser i forbindelse med rotationen inden for de enkelte grupper (som fx rotationsperioden).

Data til beregning af andelene af BNP i markedspriser tilvejebringes af Europa-Kommissionen. Reglerne for beregning af fordelingsnøglen for kapitalindskuddet i ECB, der er vedtaget af Rådet for Den Europæiske Union på grundlag af ESCB-statuttens artikel 29.2, finder anvendelse. Dataene til beregning af andelene af summen af aktiver på den samlede balance for MFI-sektoren bestemmes på grundlag af Rådets forordning (EF) nr. 2533/98 af 23. november 1998 om ECBs indsamling af statistisk information. Disse data opdateres hvert femte år.

Når Nice-traktaten er trådt i kraft, hvilket forventes at ske den 1. februar 2003, vedtager og fremsætter ECB en formel henstilling, der bliver den retlige udformning af tilpasningen af afstemningsreglerne. Rådet for Den Europæiske Union, i sin sammensætning af stats- og regeringschefer, træffer herefter på basis af henstillingen fra ECB og under hensyntagen til Europa-Kommissionens og Europa-Parlamentets udtalelser enstemmigt beslutning om en tilpasning af afstemningsreglerne i Styrelsesrådet. Det vil derefter blive henstillet til medlemslandene at ratificere den vedtagne tilpasning i overensstemmelse med deres respektive forfatningsmæssige bestemmelser.

KONTAKT

Den Europæiske Centralbank

Generaldirektoratet Kommunikation

Eftertryk tilladt med kildeangivelse.

Pressekontakt