Bygge- og anlægsarbejdet i forbindelse med opførelsen af ECBs nye hovedsæde påbegyndes i foråret 2010
Styrelsesrådet for Den Europæiske Centralbank (ECB) har besluttet, at den største del af bygge- og anlægsarbejdet i forbindelse med opførelsen af det nye hovedsæde skal påbegyndes i foråret 2010.
Beslutningen blev truffet på baggrund af det positive resultat af det offentlige EU-udbud vedrørende bygge- og anlægsarbejder, som blev gennemført i 2009. Efter Styrelsesrådets beslutning sagde ECBs formand Jean Claude-Trichet: "Vi er meget glade for, at den valgte udbudsstrategi har givet et godt resultat og har opfyldt vores forventninger." Han tilføjede: "Vores fremtidige hovedsæde, ECBs og euroens nye hjem vil stå som et symbol på vores værdier og derved tjene alle vores medborgere i Europa. Det nye hovedsæde vil bidrage til at udvikle Frankfurts Ostend, samtidig med at den eksisterende Grossmarkthalle-bygning respekteres. Vi glæder os til at flytte ind i 2014." Jean Claude-Trichet har personligt informeret Frankfurts overborgmester Petra Roth om Styrelsesrådets beslutning.
Bygge- og anlægsarbejdet i forbindelse med opførelsen af det nye hovedsæde blev opdelt i 12 separate pakker, som yderligere blev delt op i 69 partier. De første otte af disse pakker, dvs. råhus, byggepladsindretning og -modning, transportanlæg (elevatorer), facader, tagarbejder, hejsestillinger og teknisk bygningsudstyr (både mekanisk udstyr og elektriske arbejder) blev sendt i udbud i løbet af 2009. Disse otte pakker består af 44 partier og udgør ca. 80 pct. af byggeomkostningerne. De afgivne bud på de første otte pakker ligger inden for budgettet.
Udbudsproceduren genererede en betydelig interesse på markedet, som resulterede i mere end 400 ansøgninger fra både store og mellemstore byggefirmaer i hele Europa. Kvaliteten af de indkomne ansøgninger og bud var generelt meget høj. De enkelte ansøgninger og bud blev evalueret i henhold til klare, på forhånd fastlagte kriterier, som var offentliggjort ved udbudsprocedurens start. Evalueringen blev foretaget af ekspertteam, der bestod af repræsentanter fra ECB, arkitekten, planlæggerne, den eksterne projektleder og byggelederen.
Udbudsproceduren er nu ved at blive afsluttet for de første otte pakkers vedkommende. Kontrakterne med byggefirmaerne bliver underskrevet i begyndelsen af 2010, således at den største del af bygge- og anlægsarbejdet kan påbegyndes til foråret. Efter planen bliver udbuddet vedrørende de sidste fire pakker gennemført i løbet af 2010.
Nærmere oplysninger om ECBs nye hovedsæde findes på ECBs websted på adressen http://www.ecb.europa.eu/ecb/premises.
Den Europæiske Centralbank
Generaldirektoratet Kommunikation
- Sonnemannstrasse 20
- 60314 Frankfurt am Main, Tyskland
- +49 69 1344 7455
- media@ecb.europa.eu
Eftertryk tilladt med kildeangivelse.
Pressekontakt